Forside: Holdninger til selvmord
"Der er ikke een men flere holdninger til selvmord - og ingen er rigtige eller forkerte."Sådan udtrykker konsulent Elene Fleischer sig, når hun underviser i emnet "holdninger og selvmord". (se mere på www.elene.dk)
Hun understreger at det er vigtigt, at gøre sig sin holdning klart, undersøge den, for holdningen til selvmord har betydning for den enkeltes måde at håndtere selvmordsforebyggelse på. Det er især vigtigt, at fagpersoner, fx i sundhedssektoren, taler åbent om holdninger. Hvilken betydning har det for eksempel hvis folk i hjemmeplejen synes, det er ok at ældre mennesker tager deres liv? Betyder det så, at de ikke vil forhindre det, hvis de kommer i kontakt med en selvmordstruet ældre? Og er gamle menneskers selvmord lettere at forstå, fordi de jo snart skal dø alligevel?
Nogle af os går rundt som hoveder og er mest styret af tanker og intellekt.
Andre er næsten kun "mave" og derfor styret af følelser og omsorg.
Det ideale er, hvis du kan acceptere, at der godt kan være forskel mellem hoved og mave. At man både kan forstå visse årsager til selvmord og alligevel gøre sit for at forhindre, at det sker.
Elene Fleischer udtrykker sin egen holdning således:
"Grundlæggende vil jeg sige, at man ikke har lov til at tage sit eget liv, fordi man ikke ved, hvad det skulle have været brugt til. Uanset om man har været en god, skidt eller halvgod kone, ægtemand, far eller mor, - så vil man altid efterladte et hul bag sig, hvor de, der bliver tilbage, siger: "Hvorfor gjorde han/hun det, vi kan ikke forstå det, vi var her dog.."
Jeg er enig i Elenes sysnpunkt. Min erfaringer er, at man som efterladt godt kan føle lettelse i forbindelse med visse selvmord - og man har brug for at kunne udtrykke denne lettelse, men SAMTIDIG føler langt de fleste efterladte også et dybt savn, en smerte, en vrede og en frustration over at være valgt fra.
Jeg har ikke i bogen "Sorgen ved selvmord" truffet en eneste efterladt, som alene indtog den holdning, at "det forstår jeg godt, det var hans/hendes eget valg." Nogle efterladte kommer frem til, at sådan er det, det var et valg, som de ikke havde indflydelse på. Men det forhindrer ikke, at dette valg kan være meget, meget svært at leve med.
Derfor er det sjældent en trøst at sige til de efterladte: Det var jo hans/hendes eget valg. Den holdning taler mest til hovedet, ikke til maven, og den er svær at bruge til ret meget, når man er blevet aktivt forladt af en man elsker.
Er det egoistisk at ville forhindre selvmord for de efterladtes skyld, spørger Elene Fleischer.
Mit svar er helt klart: Nej, det er det ikke, det er helt igennem rigtigt at forsøge at forhindre selvmord,også for de efterladtes skyld.
Anne-Simone i filmen om unge efterladte (En anden udvej, se under DVD) siger om sin mors selvmord, at det er det fejeste og mest egoistiske et menneske kan gøre - og så tilføjer hun:
"Hun går jo glip af så meget. At se sine døtre vokse op, få uddannelse, blive gift, få børn."
Andre, som for eksempel Ditte, siger i unge-filmen, at hun i dag godt kan tilgive sin far at han gjorde det.
Hans, som var 14 da hans far tog sit liv, siger, at hvis han kunne få lov at tale til sin far "deroppe", så ville han sige, at han savner ham og at han da gerne måtte komme tilbage..
 I bogen "Sorgen ved selvmord, en bog til de efterladte" siger formanden for Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Unni Bille Brahe: "Selvmord er yderst sjældent et rationalt valg, selv om der naturligvis ikke er nogen regler uden undtagelser". Hun fremhæver, at pårørende og efterladte også har brug for at tale om dette valg. Men dette med "forståelsen for selvmord" vil altid være et knivsæg at balancere på, fordi der er et meget lille skridt fra tolerance - til accept -til forventning. Den norske digter Henrik Wergeland har argumenteret for, at det "altid er for tidligt at tage sit liv". |