Forside: Gode råd i mødet med den efterladte

Hvordan vil efterladte efter selvmord gerne mødes?

"Vi kan ikke få det værre end vi har det, vi får det ikke dårligere af, at I spørger til os. Det værste er at blive ignoreret," forklarer en far i filmen "Den lukkede dør".

Man kan altså ikke bryde et sår op, som allerede ER åbent - og mange efterladte synes, det er langt værre, at blive mødt med tavshed end med åbne, ærlige spørgsmål.
Det handler ikke om at give en masse gode råd men om at turde lytte, være til stede, spørge - også selv om der er gået langt tid.
Det handler om at turde bryde tavsheden. Ikke alle efterladte magter at invitere til denne åbenhed, men det er ikke ensbetydene med, at de ønsker lukkethed.

En undersøgelse i Norge blandt efterladte efter selvmord giver følgende konklusioner, når det drejer sig om efterladtes råd til deres sociale netværk:

- Lad være med at trække jer tilbag fra os
- Det er ikke altid så vigtigt at sige ret meget, bare vis at I bekymrer jer om os.
- Praktisk hjælp, fx aflastning omkring børnene, kan være af uvurderlig betydning.
- Vis respekt og tålmodighed over for vores måde at sørge på.
- Giv os kontakt og støtte over lang tid.
- Glem aldrig den vi har mistet.

Efterladtes råd til andre efterladte:
- Være åbne om, hvordan I har det.
- Bearbejd sorgen ved at tale om det som er sket.
- Lad andre se, at I kan tåle og ønsker åbenhed.
- Forklar andre, hvordan I ønsker hjælp og støtte.
- Tag imod hjælp og støtte.

Efterladtes råd til det offentlige hjælpesystem:
- Tag kontakt til os - tilbyd os hjælp, overlad ikke bare initiativet til os.
- Lad ikke hjælpen blive tilfældig. Vær med til at skabe rutiner og organisering i hjælpen til os.
- Kom ikke alle sammen på een gang, fordel jer og tilbyd ikke kun hjælp lige i begyndelsen.
- Vær der også når hverdagen kommer.
- Vær fleksibel, lyt til hvad vi selv ønsker, men tag over, når det behøves.
- Hjælp os med at sige farvel på bedst mulig måde.
- Informér os om:
1) hvordan er dødsfaldet sket?
2) Hvad skal der ske nu?
3) Hvor og af hvem kan vi få hjælp?
4) Sorg - og krisereaktioner
5) Hvordan reagerer mænd,kvinder og børn forskelligt?
6) Hjælp os i kontakt med psykolog og andre nødvendige faggrupper
7) Hjælp vores børn og/eller hjælp os til at hjælpe dem.
8) Glem ikke at andre, også uden for den nærmeste familie, kan være hårdt ramt
9) Hjælp os i kontakt med andre, som har oplevet det samme.
10) Gentag tilbuddet om hjælp over tid.
11) Vær der i mindst et år eller så længe vi behøves.

(fra artikel af Kari Dyregrov,"Hvilken hjelp ønsker etterladtte ved selvmord? Se bladet Suicidologi, 2004, årgang 9, nr. 2)

Læs "At være - dér hvor du er. Om samtale med kriseramte." (Nyt Nordisk Forlsag, 1996, 82 sider, 98 kr.)
Mænd, koner, kærester og børn stiller spørgsmålet "Hvordan kan jeg bedst hjælpe?". Denne bog kan være en hjælp. Det er en lille, let tilgængelig bog af præst og psykoterapeut Bent Falk. Tankevækkende læsning for alle, som er i kontakt med mennesker i krise. Enkel og praktisk vejledning i, hvordan en samtale kan blive til et givende og kontaktfyldt nærvær, hvor det handler mere om opmærksomhed og respekt over for den anden, om at lytte og være til stede som den man er - og mindre om rådgivning og trøst, som ikke kan bruges til så meget i en eksistentiel krise.